I Åbyhøj Amatør Teaterforening, som danner ramme om amatørteater, er Christina forestillingsleder og medskuespiller i forestillingen Festen. Til trods for at hun kun har været medlem i Åbyhøj i et års tid, har teater altid haft en helt speciel betydning. 

Teaterstykket om sønnen Christian, der vil konfrontere sin fars overgreb, er en dramatisk forestilling om en dysfunktionel familie, hvor Christina spiller karakteren, Mette.

Foto og tekst af Sofie Rose Hedelund, journaliststuderede

”Det sjovt det her, det kan jeg godt lide. Det vil jeg lave resten af mit liv”

Christina er fire-fem år gammel og ser sig selv i spejlet. Hun er malet som ulv i ansigtet, efter at have spillet rødhætte og ulven i børnehaven. Christina har aldrig været i tvivl siden den dag. Hun ville være skuespiller. [sh1] 

Til trods for Christinas bragende drøm om en plads på skuespillerskolen i København, fulgte drømmene og ikke med virkeligheden. Til trods for varme ord og kampgejst fra hendes kollegaer i skuespillerverdenen, måtte hun opgive håbet efter sjette forsøg til optagelsesprøverne på Den Danske Scenekunstskole. Det var hårdt at acceptere, men kærligheden til skuespillet og dets fællesskaber bestod.

Efter mange år i forskellige teaterforeninger og undervisningstimer hos professionelle skuespillere, har hun sin daglige gang hos Åbyhøj Amatørteaterforening. Her forbereder de sig på udførelsen af Thomas Vinterbergs ”Festen”, som har premieren d. 27. oktober. 

En mulighed for at overkomme sine nederlag

Christina beskriver teatermiljøet som et kæmpe frirum. Her kan hun udfolde sig frit, væk fra samfundets ekskluderende stereotyper, som hun kalder det. Hun beskriver den typiske teaterperson, som en kejtet person, én som måske ikke har passet ind. I Åbyhøj Amatør Teater kan de dog finde fællesskab med åbenhed og fordomsfrihed.  

”I folkeskolen havde jeg det ikke så nemt. Der var nogle hårde typer, og folk var generelt ret trælse. Derfor blev teater hurtigt et dejligt sted, jeg kunne stikke af til, hvor der var plads til alle”

Christina har tidligere gået på Copenhagen Business School, men hun følte sig malplaceret i et miljø domineret af spidse albuer og deres sociale normer. Hun kom hun til at savne teatermiljøets inklusivitet og åbenhed.

Når man spiller et teaterstykke, tager man ofte en rolle på sig, en persona, som giver en mulighed for at glemme sine egne problemer, og man kan få lov til at få et pusterum fra virkeligheden. 

”Jeg har altid været genert i store sociale sammenhæng, men når jeg står på en scene, og der er en social kontrakt om, at folk kigger på mig og jeg skal performe, forsvinder al den generthed. Man lægger sig selv væk”

Nøgenhed på scenen men med usikkerhed i svømmehallen

”I det aktuelle teaterstykke, skal jeg fremføre en sexscene med min medskuespiller, imens min onkel og tante sidder og ser på. Det er jo grænseoverskridende, men det jo ikke mig, der gør det – det min karakter”

Der skal meget til, før Christina bliver genert på scenen. Igennem mange års øvelse har hun lært at pakke forlegenhed væk, og huske på at hun spiller en karakter. Man skaber et trygt rum med sine medskuespillere, og det skaber et rum med plads til fejl og en pyt-mentalitet i løbet af øvedagene.  Det gør man er velforberedt og parat på premieredagen, og usikkerheden er pakket væk. 

Man får mange gode redskaber igennem skuespil, og man får opbygget evnen til at tage en maske på, når man udfører professionelt arbejde. Dette er praktisk til for eksempel jobinterviews- eller skoleforestillinger. Dog er det ikke alle situationer fra scenen, der kan videreføre til det personlige liv.

”Jeg har stået næsten nøgen på scenen foran 500 mennesker, og det gjorde jeg uden problemer. Jeg hader at gå i svømmehal, fordi jeg føler mig så usikker i min badedragt, og jeg er generelt virkelig usikker i min krop. Men på scenen er jeg fuldstændig ligeglad. Det er jo min karakter, så det må folk bare acceptere, og sådan ser jeg ud” 

For Christina er det personlige mål er at videreføre den selvsikkerhed hun kan udvise på scenen til sit private liv. Hun har overkommet sine grænser på scenen, og hun ser det som en stor motivation at kunne overføre disse sejre til hende selv, og ikke blot hendes karakterer.